Stille

Jonas Emil Ellekær Karlsen: Ja…. Ved godt at jeg plejer at lave sjove indlæg, men jeg føler mig ikke særlig sjov. For der er alt for stille. Alt, alt for stille. Der mangler lyden af mennesker. Ikke bare mennesker, for så kunne jeg bare gå ned på gaden. Nej der mangler lyden af mennesker jeg kender, mange mennesker jeg kender. Der mangler en energisk Jannick der, hver gang han griner, hopper op og ned imens han klapper. Der mangler klangen af Gunnar, som bryder larmen og sender folk vandrende imod spisesalen eller hulet. Der mangler de daglige ture til brugsen, og en irriteret Jannick, Malou eller Mathilde som ikke gider at låne penge til en fattig røv, men som gør det alligevel. ”Jamen, hvor er det sjove Jonas?” Det er på Rantzausminde Efterskole og sammen med alle de mennesker der går der, selv hvis du sidder og tænker at det her er skide kedeligt og at du går væk fra siden, så vil jeg stadig savne folk. Folk som gør min humor fucked’up og forstyred.

”Jamen, jeg forstår det stadig ikke, hvor er det sjove?” Det er der ikke og det kommer ikke, ikke før jeg er på min retmæssige plads. Min retmæssige plads på Sirius 4, Cassiopeia 1 eller 2.
Der hvor jeg høre hjemme. Der hvor mit andet jeg høre til, mit fucked’up jeg! Og hvis der rent faktisk er nogen der læser den her blog i weekenden, så kan jeg kun være glad hvis de har det på samme måde, eller være. For jeg har omvendt Emo syndrom, jeg tror folk har problemer som er støre end mine. Eller endnu bedre, deler min problemer, synder eller sorger. Jeg elsker også at havde fælle interesser, hobbyer, filmsmag eller noget helt andet som jeg kan dele med nogen. Generelt kan jeg godt lide at dele følelser med folk.

Og hvis du, lige som mig, sørger over ikke at være på Rantz. Så er jeg kun glad for at vide at jeg ikke er alene og at forlængede weekender er noget retarderet lort som burde være valgfrit. Hvad er der med, at man ikke længere har lov til at være ked’ uden at være Emo. Man må ikke savne, man må ikke sørge, man må ikke græde. Hvad nu hvis man mister en stor del af ens hverdag? Er det ikke det samme som at miste et familie medlem i en weekend? Jeg har mistet 90 mennesker jeg holder af, må jeg ikke havde nederen på over det, uden at få smidt skældsordet Emo i hoved? Jeg syntes det er blevet svære og svære at undvære venner, bekende og generelt folk som fylder en kæmpe del af min hverdag fordi de lige præcist, bliver en støre og støre del af min hverdag. Jeg er ikke blank for at erkende, at jeg fucking savner Jannick og alle de andre fra Cassiopeia. Jeg savner alle fra Atlas, Sirius, Himalaya og Mælkevejen.

Og hvis du nu har tænkt dig at smide en kommentar som på en eller anden måde kalder mig, og alle de andre som savner Rantz, for Emo’er. SÅ FUCK DIG!! Fuck dig så hårdt og grusomt at det ikke kan fattes. Jeg vil havde lov til at savne de folk der betyder noget for mig!

Jonas Emil Ellekær Karlsen